Vestjysk møbelfirma indretter kinesisk universitet

De har tidligere indrettet en rådsal i FN's hovedkontor i New York. Nu er Onecollection fra Ringkøbing i gang med en ny usædvanlig ordre.

Møbler
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Der er fuld gang i gaffeltrucken på Onecollections Møbellager i Ringkøbing. De sidste stole, borde, skabe og skamler skal inden længe sendes på en 6-7 uger lang tur til Kina.
Den ringkøbingensiske møbelvirksomhed skal nemlig møblere et nyt dansk-kinesisk universitet.

- Det er lidt mere end almindelig hverdag det her. Det er en ordre på omkring 7,5 million, og det er selvfølgelig en kæmpe ordre for et mellemstort møbelfirma fra Ringkøbing, siger Henrik Sørensen, som er partner i Onecollection.

Industriens Fond har doneret omkring 100 millioner til opførelsen af den kinesiske bygning, som bliver hjemsted for et forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem alle otte danske universiteter på den ene side og det kinesiske videnskabsakademi på den anden side.

Noget helt særligt

Onecollection har eksisteret i 27 år og har tidligere indrettet en rådsal i FN’s hovedkontor i New York. Alligevel så er universitetsordren helt specielt.

- Det er jo sjældent at vi får lov til at indrette et helt universitet fra kælder til kvist. Så det er absolut en særlig ordre, siger Henrik Sørensen fra Onecollection.

Universitet i Kina er tegnet af danske arkitekter, og indmaden skal ligeledes være rød og hvid.

- Vi vil have noget, som er dansk møbeltradition og afspejler dansk arkitektur og design. Det har været et helt klart ønske fra start, siger Morten Laugesen, som er vicedirektør hos Sino-Danish Center for Education and Research, som står bag projektet.

Og det ønske har altså fået projektmagerne til at vende blikket mod Ringkøbing.

Et betydningsfuldt projekt

Det dansk-kinesiske universtet er et led i regeringens strategi for videnssamarbejde mellem Danmark og Kina og er den største danske satsning inden for uddannelse og forskning uden for Danmarks grænser nogensinde.

Det var derfor også med en vis stolthed, at Onecollection takkede ja til ordren.

- Det er noget, vi har arbejdet på rigtig længe at få lov til at komme hertil og få lov til at sætte sit præg på en bygning, der betyder meget for Danmark, siger partner i det vestjyske møbelfirma, Henrik Sørensen.

Universitet skal huse de første elever til efteråret.

1:52
Vestjysk møbelfirma indretter kinesisk universitet