Venstre: Trist at lukke skattecentre

Tidligere skatteminister Kristian Jensen kritiserer beslutningen om at lukke flere skattecentre. Den nuværende minister siger, at der i 2020 vil være flere skattemedarbejdere i Udkantsdanmark, end der er i dag.

Det er udtryk for en forkert prioritering, når regeringen nu har besluttet at skære i antallet af skattecentre - og dermed blandt andet lukker centret i Struer.

Det siger Venstres næstformand, tidligere skatteminister Kristian Jensen, til TV MIDTVEST.

- Det er en ærgerlig og meget trist meddelelse, der er kommet. Man lukker skattecentre ned i nogle af de mindste byer, vi har - og så bevarer man dem i storbyerne i stedet for. Det er den forkerte vej at gå, siger Kristian Jensen.

Han understreger, at Venstre hellere vil flytte flere opgaver fra de store byer ud i landet.

- Mange af Skats opgaver kan løses uanset, hvor man sidder, og derfor kunne man ligeså godt bevare arbejdspladserne i for eksempel Struer, Billund og Haderslev - i stedet for at centralisere i de store byer.

Skatteminister Morten Østergaard (Rad) afviser kritikken. Han siger, at det er nødvendigt at reducere antallet af skattecentre, fordi Skat har for mange kvadratmetre.

- Men med den plan, vi har lagt frem i dag, vil der i 2020 være flere skattemedarbejdere i Udkantsdanmark end i dag, siger Morten Østergaard.

Interview med Kristian Jensen:

01:05 Luk video

 

Interview med skatteminister Morten Østergaard:

01:53 Luk video