Venstre: Socialdemokraterne er useriøse om kystnære møller

Den politiske blæst om de kystnære vindmøller fortsætter. Venstre beskylder Socialdemokraterne for at være useriøse med finansieringen.

Foto: Arkiv

Klimaministeren besøgte i dag Holmsland Kulturcenter – han havde en time til at forklare, hvorfor der alligevel ikke er råd til de kystnære vindmøller.

- Der er kommet en ekstraregning på 1,7 milliarder kroner, sagde ministeren på mødet.

Kritik af Socialdemokraterne

Men ministeren havde ikke kun forklaringer med til Vestjylland. Han langede også ud efter socialdemokraternes 2025-plan, der fastslår, at de kystnære møller er et must.

- Socialdemokraterne siger ja til vindmøller stort set over alt – også til de kystnære vindmøller, men de mangler i allerhøjeste grad at pege på, hvorfra pengene skal komme til de kystnære vindmøller, mener Lars Chr. Lilleholt, der er energi-, forsynings- og klimaminister for Venstre.

Socialdemokraterne siger ja til vindmøller stort set over alt, men de mangler i allerhøjeste grad at pege på, hvorfra pengene skal komme.

Lars Chr. Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister, Venstre.

Socialdemokraternes Karin Gaarsted er medlem af energi-, forsynings- og klimaudvalget, og hun lover, at de nok skal finde pengene.

- Det er selvfølgelig en forhandling. Vi kan jo ikke lige sige i dag præcis, hvor penge skal komme fra. Når man laver et forlig, så forhandler man, hvor finansieringen skal tages fra, forklarer Karin Gaarsted.

Pris for kystnære havvindmøller: 3,6 milliarder
Ministeren holder dog fast i at regningen bliver for dyr – i alt 3,6 milliarder kroner.

- Jeg synes ikke, det er særligt seriøst, at man kommer og siger, at der er en masse gaver, vi gerne vil give borgerne, men vi vil ikke pege på, hvorfra vi skal finde finansieringen, siger ministeren.

Dem, der er useriøse lige nu, det er Venstre og regeringen. Det er dem, der løber fra en aftale. Det er dem, der stikker halen mellem benene.

Karin Gaarsted, medlem af energi-, forsynings- og klimaudvalget, Socialdemokraterne.

- Dem, der er useriøse lige nu, det er Venstre og regeringen. Det er dem, der løber fra en aftale. Det er dem, der stikker halen mellem benene og ikke vil alligevel, når det kommer til stykket, mener Karin Gaarsted.

Trods Venstres modstand mod møllerne, så bakker et flertal i forliget stadig op om de kystnære vindmøller.