Vaskemaskine tabt på motorvej

En vaskemaskine tabt på den midtjyske motorvej har skadet to biler. En 47-årig mand fra Sdr. Omme er sigtet.

herning_motorvej2.jpg

To personer fik sig en ubehagelig overraskelse, og deres biler fik buler, da de stødte på en tabt vaskemaskine på den midtjyske motorvej. 

Flere bilister kontaktede fredag aften politiet på grund af den tabte genstand. En 23-årig mand fra Haderslev og en 48-årig kvinde fra Fredericia kunne ikke nå at bremse, og de ramte derfor vaskemaskinen, som gav skader på deres biler.

En 47-årig mand fra Sdr. Omme er sigtet for ikke at have spændt vaskemaskinen ordentlig fast. Han var på vej hjem fra Herning, hvor han havde købt maskinen. Han havde spændt noget omkring den, men det var åbenbart ikke nok. 

Han bliver nu sigtet efter færdselsloven, og han risikerer at blive straffet med en mindre bøde.