Valgdeltagelsen dykker - Vestjylland ligger over landsgennemsnit

3.567.210 vælgere har stemt ved folketingsvalget. Det er 1,3 procentpoint lavere end for fire år siden. Vestjyllands Storkreds ligger dog over landsgennemsnittet.

(Arkivfoto) Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Den samlede valgdeltagelse til folketingsvalget ender på 84,5 procent. Ved valget for fire år siden lå deltagelsen på 85,8 procent.

Læs også Minut for minut: Sådan forløb valgaftenen

Det fremgår af tal fra KMD.

I konkrete tal har 3.567.210 vælgere stemt.

For fire år siden var det også en tilbagegang i forhold til folketingsvalget i 2011, hvor 87,7 procent af vælgerne deltog.

I Vestjyllands Storkreds lå stemmeprocenten på 85,4 procent svarende til 323.822 vælgere. I Nordjyllands Storkreds, hvor Thisted og Mors indgår, stemte 83,1 procent af de stemmeberettigede svarende til 365.921 vælgere.

Det er første gang nogensinde, at der er blevet afholdt folketingsvalg på grundlovsdag, som er en dag, hvor mange holder fri.

Rød blok vinder

Efter at alle stemmerne er blevet talt op, står det klart, at magten vipper over til rød blok.

Dermed får Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, muligheden for at danne regering. Hun har sagt, at førsteprioriteten er at danne en ren S-regering.

Den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, foreslår dog, at der bliver dannet en regering hen over midten.

Læs også Pape fik salen til at koge efter kanonvalg – hør hans tale her

Ved valget i 2015 fik De Radikale 4,6 procent af stemmerne. Det udløste otte mandater, hele ni færre end ved valget i 2011. Denne gang er der så igen udsigt til en fordobling af partiet til 16 mandater.

I år går De Radikale til valg med en skarp profil og nogle ultimative krav for at kunne bakke op om Mette Frederiksen som kommende statsminister.

Udmeldingerne er formentlig blevet skærpet af, at Socialdemokratiet sidste år meldte ud, at partiet gik efter at danne regering alene. 

Morten Østergaard vil onsdag ikke blive mere konkret om, hvordan partiet står nu i forhold til dets ultimative krav.

Frem mod valget har der også været stor spænding om de nye elever i klassen, Stram Kurs, Nye Borgerlige og Klaus Riskær Pedersens parti.

Her er det kun Nye Borgerlige, der er blevet valgt ind i Folketinget.

Heller ikke Kristendemokraterne har fået nok stemmer.

/ritzau/