Valg-charmeoffensiv på McDonalds i Thisted

Kampagnen #UngdommensVælgermøde vil have, at de unge skal stemme til kommunalvalget

valg_paa_mcd.jpg
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

I dag lagde kampagnen #UngdommensVælgermøde vejen forbi McDonalds i Thisted. Her ville kampagnens folk overbevise de unge om, at de skal stemme ved kommunalvalget, og derfor tog de derhen, hvor mange unge ofte plejer at opholde sig.

Arrangørerne havde fået fremstillet en papfigur af borgmester Lene Kjelgaard, som de unge kunne tage en selfie med. Og så kunne de unge vælgere tage en snak med arrangørerne om blandt andet demokrati og hvorfor det er vigtigt, at det ikke kun er de unges forældre, der stemmer til kommunalvalget.

- Vi mener ikke, at ungdommen i tilstrækkelig høj grad, under normale tider, bliver varetaget, så vi tænker, at kommunalvalget er alletiders anledning til at få unge ind i politik, siger projektleder Jakob Lundbye.  

Kampagnen #UngdommensVælgermøde kulminerer i starten af november, hvor 500 unge forventes at dukke op til et alternativt vælgermøde.