V-vælgere vil have Gade som formand

Kun hver tredje Venstre-vælger mener, at Løkke er den rigtige formand for partiet. Lige så mange vil hellere have Søren Gade fra Holstebro i formandsstolen

Det er under halvdelen af Venstres vælgere, der bakker op om Lars Løkke Rasmussen som formand.

Efter at den tidligere forsvarsminister Søren Gade fra Holstebro den 1. maj gjorde comeback i dansk politik, vil lige så mange hellere have ham som formand.

Det viser en undersøgelse som Gallup har foretaget for Berlingske blandt de vælgere, der stemte på Venstre ved det seneste folketingsvalg.

Kristian Jensen mindst populær

Målingen viser, at 35 procent af de adspurgte peger på partiets nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen, mens lige så mange altså mener, at Søren Gade er mere egnet.

Derimod er det kun 14 procent, der ser partiets næstformand, Kristian Jensen fra Herning, som den bedste formandskandidat.

Næstformanden var angiveligt tæt på at vælte formanden på et ekstraordinært krisemøde i Odense sidste sommer, men formanden beholdt sin post efter en aftale om et fælles formandskab.

4 procent vil hellere have en helt fjerde kandidat, mens 14 procent er i tvivl.

Løkke bør gå af i tilfælde af valgnederlag

I målingen er der også spurgt, om Lars Løkke Rasmussen bør gå af i tilfælde af et valgnederlag. Det mener et flertal på 55 procent af vælgerne, at han bør. Kun 29 procent mener, at han kan fortsætte efter et eventuelt valgnederlag.

De adspurgte i målingen er også blevet spurgt, om Lars Løkke Rasmussens bilagssager har svækket lysten til at stemme på partiet. Her svarer 36 procent, at det har det.