Utraditionelt bryllup til søs

Færgen Mary på ruten mellem Hvalpsund og Sundsøre lagde lørdag skib til en ganske særlig begivenhed.

Foto: Per Frank Paulsen, TV 2 Nord

Annette Vahlgreen arbejder til dagligt i Vesthimmerlands Kommune. Hun sejler frem og tilbage mellem Hvalpsund og Sundsøre, og lørdag skulle hun stå for en noget anderledes begivenhed på færgen Mary.

- Det er den første vielse på Mary, så det er jo ret spændende, fortalte hun inden vielsen.

Annette Vahlgreen skulle vie et brudepar på den gamle færge. Parret, der havde valgt den noget utraditionelle vielse, havde altid drømt om at blive viet til søs. Vielsen på Mary kom dog til at foregå på en anderledes måde, end de først havde forestillet sig.

De skulle nemlig have været viet på en lille båd på blot 27 fod, men parret indså, at det betød, at der ikke kunne være ret mange gæster til stede. Flere gæster blev da også lidt sure og skuffet over, at de ikke kunne være med, og så måtte parret finde på en anden løsning til stor glæde for gæsterne.

- Vi havde jo glædet os til bryllupsfesten, men så kunne vi bare have stået inde på land med vores kikkerter og se herud og se, om de sagde ja eller nej. Så det var jo en glædelig overraskelse, da vi fik at vide, at det var på færgen i stedet for, siger Pia Christiansen, gommens søster.

Selvom vielsen blev anderledes end først planlagt, så var gommen Mads Lund Mortensen en meget tilfreds mand efter at have sagt ja til sin kone på færgen.

- Det har været helt vildt fantastisk, en meget stor oplevelse. Det lever fuldstændigt op til drømmen, fortalte han glad og lettet.