Usikker fremtid for travbanerne

En ny politisk aftale om tipsmidlerne med færre penge til banerne lukker travbaner. ombygningen af travbanen i Skive bliver sandsynligvis banens redning.

travSkive.jpg

Der bliver færre steder at tage hen for travglade danskere i fremtiden. Det er realiteterne efter en ny politisk aftale om Tipsmidlerne.

Allerede næste år mister de danske væddeløbsbaner 15 millioner kroner, og i 2018 er der 30 millioner mindre at gøre godt med.

Fremsyn redder Skive Trav

De færre midler betyder også at travbanerne i Billund og Nykøbing Falster lukker. Det betyder, at Skive sammen med Bornholm bliver de eneste travbaner uden for landets fire største byer i fremtiden.

At Skive slipper for lukning skyldes ifølge formand for travbanen Geert Olesen, at Skive har investeret mange penge i en renovering, og det gør det sværere at lukke banen.

- Vi ligger lige mellem Aalborg og Billund, så det havde de bare sagt.  Uanset vi har den bedste trænerstab, der findes i Danmark, så havde de lukket os. Det er jeg ikke to sekunder i tvivl om, siger formand for Skive Trav, Gert Olesen.

Nyt nordisk samarbejde kan være løsningen

Nu kigger dansk travsport mod de nordiske nabolande. Nordmændene og svenskerne kaster svimlende summer i spil på heste. De penge vil Skive have fat i med et nyt samarbejde.

- Jeg tror, vi får større pengepræmier at køre efter. Jeg tror vi får flere heste på vores baner. Det kan kun blive godt, siger Geert Olesen.

I Danmark bliver der årligt spillet for 600 millioner kroner - til sammenligning sætter vore naboer mod nord mere end 20 milliarder på heste om året.

Se indslag her:

1:50
Der er stor uro i den danske travbranche. En ny politisk aftale betyder, at der de kommende år er færre penge at hente fra Tipsmidlerne. Det får Skive Trav til at søge nye græsgange.