Usikker fremtid for Damolin: Råstofplan sendt til høring

Tirsdag blev en omdiskuteret plan for udvinding af moler på Mors sendt i høring.

Den 110 år gamle virksomhed Damolin går en usikker fremtid i møde. Tirsdag blev en længe diskuteret plan for udvinding af moler på Mors sendt i høring. Planen vil begrænse udgravning af det sjældne moler af hensyn til naturen, og det vil fjerne grundlaget for tilstedeværelsen af den gamle virksomhed og dermed 50 arbejdspladser på Mors.

Det er hele dagligdagen, der forsvinder, hvis man lukker den industri på Nordmors.

Direktøren var derfor mødt op til regionrådsmødet sammen med 40 ansatte. Her ville de vise deres utilfredshed med Region Nordjyllands nye råstofplan, som kan have alvorlige konsekvenser for Damolin.

- Den naturlige konklusion det er, at vi inden for de næste 10 år lukker fabrikken på Mors, siger Søren Klitskov, der er direktør i Damolin.  

Arbejdet vil rykke til Tyskland

Damolin udgraver det sjældne moler både på Mors og Fur, men råstofplanen vil afskære virksomheden fra at grave efter moler i et stort område på Nordmors. 

- Det er deres dagligdag, det er deres huse, deres skoler, det er deres sportshaller. Det er hele dagligdagen, der forsvinder, hvis man lukker den industri på Nordmors, fortæller direktøren.

Udover at grave moler importerer Damolin også mineraler fra udlandet til produktionen af virksomedens produkter på Nordmors.

- Det vil vi stoppe med, og den bearbejdning vil vi i stedet foretage på vores fabrikker i Frankrig og Tyskland, siger Søren Klitskov.

Damolin producerer lige fra kattegrus til mineraler, der sikrer optimal plantevækst.