Ung litauer stukket med kniv

En 24-årig litauisk mand søgte sent fredag aften hjælp på Hotel Fjordgården, da han var blevet stukket i maven med en kniv.

Opdateret lørdag kl. 14.46Den unge litauer var meget beruset, da han ved 22-tiden fredag kom ind på hotellet, for at få hjælp. Han blev kørt til Regionshospitalet Herning, hvor han er blevet opereret, efter han blev stukket i maven med en kniv.

Hvem der har stukket den 24-årige litauer er endnu uvist, og politiet ved heller ikke, hvorfor han har været involveret i knivstikkeri. Kort efter der fra Fjordgården var blevet slået alarm fik politiet dog anholdt tre andre litauere, der boede i telt ikke langt derfra. En kvinde og to mænd som også var berusede.

Politiet har i løbet af lørdagen forsøgt at afhøre de tre anholdte litauere og den 24-årige, men ingen af dem har ønsket at udtale sig til politiet. Midt- og Vestjyllands Politi har også haft en eftersøgning i gang omkring teltet i håb om at finde spor eller gerningsvåben, men intet er dukket op. Politiet står derfor uden spor og har lørdag eftermiddag løsladt de to mænd og kvinden.