Ung købmand glæder sig til at arbejde 80 timer om ugen

22-årige Mikkel Andersen vender tilbage til den butik, hvor han var i praktik i ottende klasse.

1:36
Mikkel Andersen har onsdag første dag som ny købmand i Stoholm. Se indslaget her.
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

For de fleste er en arbejdsuge på 37 timer rigeligt. Sådan forholder det sig ikke for 22-årige Mikkel Andersen, der i dag onsdag har første dag som ny Spar-købmand i Stoholm.

Han regner med at skulle tilbringe mellem 70 og 80 timer om ugen i købmandsbutikken - og glæder sig.

- Det har jeg været vant til i lang tid. Det er ligesom mit frirum at være på arbejde, og jeg kan godt lide det. For mig er det som en hobby, så det føles ikke som arbejde, forklarer den nye købmand, hvis kæreste også skal arbejde i butikken.

Det er langt fra nogen tilfældighed, at den unge mand er endt som købmand, og at det sker i Stoholm.

Hans far er købmand, og han har tidligere arbejdet som butikschef. Nu er han så selvstændig i en alder af 22, og udfordringen skræmmer ham ikke.

- Det har altid været min drøm at få min egen butik. Det gør det lidt mere spændende at gå på arbejde. 

Forhåndskendskabet til butikken i Stoholm er også i orden.

- Jeg var i praktik herude i ottende klasse og har fulgt butikken lige siden. Det er en spændende butik, som er blevet flot renoveret, forklarer han.