Undersøgelse: Vindmøller har ikke generet trækfugle

Hverken trækfugle eller flagermus er blevet påvirket negativt af testcenter for vindmøller i Østerild.

Udvidelsen af Østerild Testcenter er i dag kommet tættere på, da en undersøgelse viser, at vindmøllerne ikke generer fuglene.

Trækfugle og flagermus, der flyver over Østerild, undviger bevidst vindmøllernes vinger.
    
Det slår en ny undersøgelse fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) fast. Dermed generer testmøllerne i Østerild Klitplantage i Thy ikke trækfuglenes færdsel i området.
    
Resultatet er godt nyt inden den kommende udvidelse af centret, betoner miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse:
    
- Hensynet til fugle og flagermus kan godt forenes med et stort teknisk anlæg som det nationale testcenter for fremtidens vindmøller.
    
- Den nye undersøgelse sætter en tyk streg under, at vindmøllerne i Østerild Klitplantage ikke generer hverken fugle, flagermus eller naturen i området negativt og bekræfter tidligere års undersøgelser.
    
Undersøgelserne viser også, at vindmøllerne ikke har påvirket de flagermus, der typisk lever i området. Der er ikke fundet døde flagermus ved de systematiske eftersøgninger under møllerne.
    
Regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF i marts en aftale om at udvide de nationale testcentre for vindmøller ved Østerild og Høvsøre med i alt fire nye testpladser.
    
De Radikale har siden tilsluttet sig aftalen.