Ulven bor i nærheden – nu tager han en økse med i skoven

Don Mchwan går ikke længere i skoven uden våben, i tilfælde af at han skulle møde ulven. Hans kone Annette Mchwan kommer der slet ikke. Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Ulven bor i nærheden – nu tager han en økse med i skoven

​Et par ved Ulfborg har fået ulven lidt tættere inde på livet, end de ønskede.

- Jeg går ikke ud i skoven uden en økse og en golfkølle. De er til selvforsvar, siger Don Mchwan.

Det startede med en gåtur i mandags.

På gåturen mødte Annette og Don Mchwan fra Torsted nær Ulfborg to ulve.

- De var kun cirka 60 meter fra, hvor vi stod, fortæller Annette Mchwan.

De to ulve lod sig i første omgang ikke påvirke af parret. Det skræmmer dem.

- Jeg synes ikke, at de er så sky, som man får at vide, at de er, siger Annette.

Billedet er ikke fra familiens gåtur, men derimod taget med et vildtkamera. Foto: Privat

Utrygge

Netop det at ulvene ikke virkede bange gør, at Annette Mchwan nu er blevet utryg ved at gå tur i området.

- Jeg går i hvert fald ikke selv i skoven mere. Det gør jeg ikke, fortæller hun.

Parret ejer huset nær ved stedet, hvor de mødte ulvene. De bor et andet sted, men de håber, at de kan flytte derud. Mandagens oplevelse har dog sået tvivl.

Billedet her er taget med familiens vildtkamera. Foto: Privatfoto

- Jeg føler ikke, at der er den frihed, som der burde være her i den skønne natur. Jeg ville ikke turde at gå op og plukke kantareller selv. Vi har fået et barnebarn, og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, siger Annette Mchwan.

Parrets vildtkamera har i denne uge taget billeder af ulve tre dage i træk. Det er dem, som er vist her i artiklen. Senest i tirsdags gik seks ulve i fotofælden, formentlig unger.

01:09 Luk video