Ulrik Wilbek: Derfor blev jeg sur

Landstræneren fortæller nu, hvorfor han blev vred på en journalist efter VM i Spanien - og han erkender samtidig, at kommunikationen om hans sygdom kunne være bedre.

Landstræner Ulrik Wilbek har på ingen måde fortrudt, at han efter hjemkomsten fra VM i Spanien talte med meget store bogstaver over for en journalist fra Ekstra Bladet.

Wilbek havde dagen forinden meldt afbud til pressemødet efter finale-nederlaget til Spanien, fordi han var syg - og i et interview med sporten.dk siger landstræneren nu, at han blev sur, fordi journalisten fra Ekstra Bladet antydede, at han løj om sin sygdom.

- Jeg synes, det er langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig. Hun var en journalist, som tydeligvis ikke kendte mig eller kendte noget til sporten, og jeg havde overhovedet ikke noget problem med at sige, at hun var flabet, siger Wilbek til sporten.dk.

Dårlig kommunikation

Ulrik Wilbek siger, at han har det skidt med, at omtalen af hans sygdom har overskygget spillernes præstation ved VM. Men samtidig erkender han, at der er plads til forbedringer i kommunikationen fra håndboldforbundet. Meddelelsen om, at han lider af et mavesår kom først et par dage efter hjemkomsten fra Spanien.

- Vores interne kommunikation skulle have været bedre. Og så skulle jeg nok være taget hjem efter medaljeoverrækkelsen. Jeg skulle have meldt ud, at jeg var syg, siger han til sporten.dk.