Udvalgsformand: Fuld tillid til sikkerheden i skolebusser

Otte klager på halvandet år gør politikerne i Viborg Kommune trygge

Politikerne i Viborg Kommunes teknik- og miljøudvalg er trygge ved sikkerheden i skolebusserne

Viborgs teknik- og miljøudvalg har fuld tillid til sikkerheden i kommunens skolebusser. Det slås fast efter et udvalgsmøde i dag, hvor politikerne forholdt sig til den massive kritik af skolebuskørslen i Bjerringbro-området.

En stor gruppe forældre har, de seneste uger, givet udtryk for generel utryghed ved sikkerheden i skolebusserne fra Terndrup Taxa og Turistbusser, og overvejer selv at transportere deres børn til og fra skole fremover.

Sikkerhedskrav overholdes 

Men udvalgsformand, Johannes F. Vesterby, mener ikke forældrene har grund til at være ængstelige.

- Vi mener selskaberne, der står for skolebuskørslen, lever op til de sikkerhedskrav lovgivningen stiller. Der er et godt samarbejde med jævnlige statusmøder og der er generelt tillid mellem parterne, siger Johannes F. Vesterby, efter udvalgsmødet i dag.

Han hæfter sig ved, at der i løbet af halvandet år kun har været otte klager over materiellet. I alt kører skolebusserne i Viborg Kommune 15.000 gange om året.

- Der har ikke været graverende fejl. Og de klager der har været, er der blevet taget hånd om med det samme, understreger Johannes F. Vesterby.

Trods politikernes gentagne forsikringer om, at skolebuskørslen foregår forsvarligt, er forældrene på Bjerringbro-kanten stadig frustrerede over forholdene og mener politikerne løber fra dyrs ansvar.

- Jeg har brug for at de pågældende forældre peger konkret på, hvad der konkret er glat med busserne. Og så mener jeg i øvrigt at vi har håndteret sagen efter bogen, konstaterer Johannes F. Vesterby.

Åbne busser

Udvalgsformanden opfordrer i samme forbindelse forældre til at deltage i det "Åbent bus" arrangement, som Terndrup Taxa og Turistbusser, inviterer til på fredag.

Her vil der fra der køre busser fra Egeskovskolen og Bøgeskovskolen i Bjerringbro, hvor forældre får mulighed for at stille spørgsmål til blandt andre udvalgsformanden.

- Her kan forældre møde op og ved selvsyn se busserne og køre med rundt på ruterne, siger Johannes F. Vesterby og inviterer til en åben dialog mellem parterne.