Udflytning rammer landmænd

Flere konkurser i landbruget på grund af forsinkelser i sagsbehandlingen af EU-støtte

Flere konkurser i landbruget kan blive konsekvensen af forsinkelser i EU-tilskuddene
Flere konkurser i landbruget kan blive konsekvensen af forsinkelser i EU-tilskuddene

Danske landmænd risikerer at blive ramt hårdt på pengepungen, når deres ansøgninger om EU-landbrugsstøtte ikke kommer til udbetaling til de forventede terminer, skriver Politiken i dag.

Det er NaturErhvervsstyrelsens udflytning af 390 arbejdspladser fra København til Sønderjylland, der giver store forsinkelser i sagsbehandlingen.

Ifølge en mail som avisen er kommet i besiddelse af, blev der allerede i september sidste år, sendt en advarsel ud fra Miljø- og Fødevareministeriet om, at udflytningen af arbejdspladser ville føre til længere sagsbehandlingstid. Dermed vil styrelsen ikke kunne nå sine udbetalingsmål. 

Landbrugsøkonom ved Ålborg Universitet, Mogens Ove Madsen siger i dag til Politiken, at det kan blive et reelt problem for landmændene.

- Hvis advarslerne holder stik, og det vurderer jer er realistisk, kan det føre til endnu flere tvangssalg i dansk landbrug, siger landbrugsøkonomen.

I forvejen kæmper landmændene med en stor gæld og faldende priser på kød og mælk. Set i det lys kan en forsinkelse af de vigtige EU-tilskud være med til at skubbe til dem, der allerede nu er tæt på kanten, siger Mogens Ove Madsen.

Der blev i 2013 udbetalt for 7,2 milliarder kroner i EU-landbrugsstøtte til de danske landmænd.