Uddød kæmpebille spottet i Viborg

En eghjort, der siden 1970'erne har været anset som uddød i Danmark, er blevet fundet midt i Viborg.

Eghjorten har egentlig været betragtet som uddød i Danmark siden 1970'erne. Men nu er den blevet spottet på stenbroen midt i Viborg. En otte centimeter lang én af slagsen.

- Det er overraskende at møde et dyr, vi ikke forventer, lever i landet længere. Vi betragter den som uddød, fortæller Marianne Graversen, der er naturvejleder ved Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Eghjorten var almindelig i Danmark indtil midt i 1800-tallet, hvor den levede i  gamle, rådne egetræer. Men den forsvandt i takt med at skovene blev drevet mere intensivt.

- Det er fantastisk, at det har udviklet sig til at være en mindre sensation, fortæller Bo Thostrup, der, siden han fandt billen, har passet den.

I 2013 forsøgte Naturstyrelsen at få Eghjorten tilbage til Danmark ved at sætte 100 biller og larver fri i Dyrehaven nord for København.

Eghjorten fra Viborg vil nu blive overdraget til Naturhistorisk Museum i Aarhus, som vil tage sig godt af den, til den dør.

02:21 Luk video