Udbudsfadæse kan koste dyrt

Det svenske ambulancefirma Samaritens kollaps i udbudsrunden om kørslen i Region Midtjylland tvinger formentlig regionen til at tage dyrere tilbud.

Det svenske ambulancefirma Samaritens tilbagetrækning fra tilbuddet om ambulancekørsel i Region Midtjylland kan give regionen en økonomisk lussing på 14. mio. kroner.

Samariten kan ikke rejse den økonomiske garanti, som Region Midtjylland kræver, og det tvinger regionen til enten at tage næstbedste bud i licitationen - eller gennemføre en nu udbudsrunde.

Regionsrådsformand Bent Hansen (S) hælder mest til at vælge næstbedste bud. Og dermed overlade den akutte ambulancekørsel i Viborg-, Skive- og Århus-området til Falck, og på Samsø til Samsø Redningskorps, der her stod for det næstbedste bud.

Det vil i Viborg, Skive og Århus give en fordyrelse på cirka 14 mio. kroner. Det skriver Midtjyske Medier i dag.

- Det er voldsomt, og da den største del af merudgifter vil komme fra 2010, er det noget, vi må have med i et samlet budgetforlig, så merudgiften bliver dækket, siger regionsrådsformand Bent Hansen.