Tung trafik bekymrer politikere: Vil have lyskryds på trafikeret vej

Trafikken på Herningvej er blevet tættere, efter det nyeste motorvejstykke åbnede. Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Tung trafik bekymrer politikere: Vil have lyskryds på trafikeret vej

Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune har i dag besluttet endnu engang at tage kontakt til Vejdirektoratet.

Det er under en måned siden, at 14 kilometer af den nye Holstebro-motorvej åbnede, men strækningen har allerede nu givet problemer.

Læs også Frustrerede bilister i lange køer ved ny motorvejsstrækning

Trafikken på Herningvej ved Holstebro er taget til i styrke, når bilisterne om morgenen og eftermiddagen skal til og fra arbejde. Det skaber problemer ved Skautrupvej-krydset, hvor bilisterne der kommer ad Skautrupvej skal krydse ind på Herningvej. Her kunne vi allerede i april fortælle historien om, hvordan nogle bilister holder i op til et kvarter, før de kan komme ud på den store vej. Det frygter politikerne i Teknisk udvalg i Holstebro Kommune kan ende skidt.

- Efter at den øvrige trafik er taget til, så holder bilisterne længere og venter. Der frygter vi, at der kan opstå situationer, hvor nogle tager chancer. Det kan lede til farlige situationer, fortæller Anders G. Jakobsen, der er medlem af teknik- og miljøudvalget i Holstebro Kommune.

Teknisk udvalg i Holstebro Kommune har derfor i dag besluttet, at de allerede inden jul vil kontakte Vejdirektoratet, der vedligeholder krydset, angående at få sat et midlertidigt lyskryds op, indtil den sidste del af motorvejen er klar og dermed leder trafikken væk fra Herningvej.

Se krydset her:

Anden henvendelse

Det er ikke første gang, at Holstebro Kommune kontakter Vejdirektoratet angående lyskrydset.

Det er også sket inden, at motorvejen blev færdig. Dengang klagede virksomhedsejere, der har lastbiler kørende på Skautrupvej til kommunen. Vejdirektoratet vurderede dengang ud fra tests, at der ikke var grund til at ændre på vejen ved for eksempel at lave en rundkørsel.

Anders G. Jakobsen håber dog på, at Vejdirektoratet vil være med til at lave en midlertidig løsning med trafiklys, indtil motorvejen er helt færdig.

- Det kan komme til at genere nogle mennesker ude på Herningvej, men det er ikke noget, vi kan holde op imod risikoen for en alvorlig ulykke, fortæller han.

03:05

Indslag fra marts 2017, hvor virksomheder i området klagede over krydset.

Luk video