Trist førsteplads: Flest midt- og vestjyder sigtet for spritkørsel

Antallet af spritulykker er faldet, men flest midt- og vestjyder bliver stadig stoppet med en promille.

351 er blevet sigtet for spritkørsel indtil videre i 2018.
351 er blevet sigtet for spritkørsel indtil videre i 2018.
Foto: Rådet For Sikker Trafik

Alene i årets første måneder har politiet sigtet 351 personer for spritkørsel i Midt- og Vestjylland.

Det er en klar førsteplads, når man kigger på de andre politikredse i landet. København kommer nærmest med 305 sigtelser, hvorimod Nordjylland for eksempel har 213.

Antallet af spritulykker har dog heldigvis faldet hen over årene, men der er stadig en påvirket fører involveret i 12 procent af alle trafikulykker, viser tal fra Vejdirektoratet. De tal er de kede af ved Rådet for Sikker Trafik.

- Hver ulykke er en for meget. Det er vigtigt, at vi alle gør, hvad vi kan, så vi får vendt den her udvikling og får antallet af spritulykker endnu længere ned. Ulykkerne rammer hvert år alt for mange mennesker og deres pårørende med store menneskelige omkostninger til følge, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

Spørg dine gæster

Hvis antallet af spritulykker skal ned, så stiller det også krav til dem, der inviterer gæster på besøg, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFondon.

- Det er vigtigt, at vi får flere til at spørge deres gæster, hvordan de kommer hjem, hvis de drikker alkohol, når man for eksempel mødes til en middag eller fest. Ring efter en taxa eller tilbyd overnatning, hvis en person har drukket for meget til selv at køre hjem. Det kan være med til at forhindre en alvorlig trafikulykke, siger Dorte McGugan Pedersen, der er udviklingschef i Trygfonden.