Trist bundrekord i Lemvig

Med sølle 12 mål i en hel kamp satte Lemvig-Thyborøn formentlig rekord i herreligaen.

At Lemvig-Thyborøn Håndbold leverede en helt igennem skidt indsats i søndagens hjemmekamp mod Bjerringbro-Silkeborg står ikke til diskussion.

Og indsatsen gav formentlig også vestjyderne en trist rekord - holdet formåede kun at score 12 mål mod et særdeles veloplagt hold fra Bjerringbro-Silkeborg. Og så få mål er helt uhørt i en herrekamp.

TV/MIDT-VEST har forhørt sig hos både Dansk Håndbold Forbund og divisionsforeningen - ingen kan huske, at et hold har scoret så få mål i en herreligakamp i nyere tid.

Redningsprocent på 70

Lemvig-Thyborøns træner Søren Baadsgaard var da også særdeles kontant i sin analyse af kampen. Han kaldte indsatsen for noget af det dårligste ligahåndbold, der er leveret i Danmark - og sagde undskyld til publikum.

 Bjerringbro-Silkeborg vandt kampen 31-12. Vestjydernes mål blev ligeligt fordelt på de to halvlege - det vil sige seks mål per 30 minutter.

En af årsagerne til Lemvig-Thyborøns sammenbrud var en fremragende Niklas Landin i målet hos gæsterne. Han nåede en redningsprocent på 70.

Eksternt link - se statistik fra kampen på TV2s hjemmeside.