Tørt vejr: Mange markbrande

Brandmændene i landsdelen har travlt i disse dag. Oveni i højsæsonen for høsten har det været meget tørt den sidste uge, og det giver mange markbrande.

- Jeg kan love dig, at vi har travlt i dag, siger Peter Kristensen, der er vagthavende indsatsleder ved Brand og Redning i Herning, på en støjende mobiltelefon, mens han er på vej fra den ene markbrand ved Aulum til en anden markbrand ved Herning.

- Det har været tørt hele uge, og så er det super vejr i dag. Samtidig er der en god vind, og det får det hele til at brede sig, siger Peter Kristensen til TVMIDTVEST.dk

Det er ikke kun i Herning, de har travlt. I Holstebro er brandmændene også på farten for at slukke efter høstmaskinerne.

Tre brande i Holstebro

I går var Per Jakobsen ude til to markbrande som indsatsleder, og lige efter klokken 13 er der lørdag endnu en markbrand ved Holstebro.

- Det er tørt uden for, og der skal ikke ret meget til. Sådan er det på den her tid af året, siger Per Jakobsen.

Per Jakobsen mener ikke, at man kan komme den årlige markbrande til livs.

- Det tror jeg ikke. Det siger jeg ud fra, at man i en periode kører på fuld drøn, og det er ikke andet end, at der er et leje, der er lidt varm, og så ligger der lidt halm på det leje, siger han.

Det er oftest landmændenes maskiner, der antænder markerne, når de høster. Men landmændene gør meget for at undgå markbrandene.

- Selvom de vedligeholder maskiner, så vil det jo ske. De sløser ikke med maskinerne, og de er blevet bedre til at kigge på maskinerne end for 20 år siden, siger Per Jakobsen.