23-årig mand i retten: Tiltalt for knivdrab

En 23-årig mand skal i dag i retten, hvor han er tiltalt for ti forskellige forhold herunder knivdrab.

Retten Viborg
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

En 23-årig mand fra Skive skal i dag i retten tiltalt for at have knivdræbt en 41-mand fra Bjerringbro sidste år.

Ifølge anklageskriftet skulle den dengang 21-årige skibonit have dræbt den 41-årige mand med talrige stik mod hovedet og kroppen. Dertil er han tiltalt for vold mod yderligere ni personer.

De kendte hinanden

Ifølge politiet kendte offeret og gerningsmanden hinanden på forhånd, og det var en mindre sammenkomst i offerets hjem i Bjerringbro, der endte grueligt galt en nat i februar 2018.

Politiet anholdte den 21-årige skibonit halvanden time efter forbrydelsen, hvor han havde kniven på sig.

Flere tiltaler

Udover hovedforholdet vedrørende manddrab er der yderligere ni forhold. I anklageskriftet står der beskrevet, hvordan den unge skibonit er tiltalt for samme dag at have væltet en anden person i gulvet og have slået vedkommende i hovedet, så vedkommende frygtede for sit liv.

Dertil står også, hvordan en kvinde tilbage i 2016 blev væltet bagover af den tiltalte, så hun fik hjernerystelse og et brækket ribben.

1:08
INDSLAG 1/2-2018: En 41-årig mand er blevet knivdræbt i sit hjem i Bjerringbro. En 21-årig skibonit er anholdt og sigtet i sagen.