Tidligere radikal er kandidat for nyt parti

Tidligere radikal folketingskandidat, Claus Hansen, stiller nu op til kommunalvalget for Det Demokratiske Parti.

Det er fire måneder siden Per Ørum Jørgensen præsenterede sit nye politiske projekt, Det Demokratiske Parti.

Nu er de klar til at præsentere de første kandidater til kommunalvalget, og på listen er en tidligere radikal folketingskandidat.

Også forbi Ny alliance

Det er Claus Hansen, som stiller op i Holstebro. Han forlod de radikale i sommer i protest mod den ny flexjob reform. Før det havde han i 2007 forladt de radikale til fordel for Ny Alliance, men der kom han tilbage efter to år.

To steder mere i Midt- og Vestjylland

Også i både Struer og Skive er der kandidater klar til at repræsentere Det Demokratiske Parti. I Struer opstiller Johannes Mortensen, han er tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti. I Skive opstiller et uprøvet politisk blad, det er dern 20-årige Mathias Appelon Evaldsen.

Læs mere om Det Demokratiske Parti på deres hjemmeside her

Ørum i København

Selv stiller Per Ørum Jørgensen op til kommunalvalget i København.

- Jeg har oplevet en enorm opbakning til det her projekt, men det er samtidig den største politiske udfordring, jeg endnu har fået - også selvom jeg har prøvet meget. Men det er livsbekræftende, og det er gået hurtigt og jeg er meget glad for at kunne præsentere de første kandidater i eftermiddag, siger Per Ørum Jørgensen.