Thorup revser derby-dommer: Bringer sig selv i centrum

Jess Thorup mener, dommer Michael Johansen kostede FC Midtjylland to point i lokalopgøret mod Viborg.

FC Midtjylland spillede søndag aften 0-0 mod rivalerne Viborg FF.

Det skete efter et meget intenst lokalopgør, hvor værterne dominerede kampen, men lidt tabte pusten efter Tim Sparvs røde kort efter en times spil.

Den rutinerede finske midtbanespiller fik to gule kort, og FC Midtjylland-træner Jess Thorup er mildest talt ikke tilfreds med dommer Michael Johansens præstation.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi havde scoret og vundet uden det røde kort. Det var bare et spørgsmål om tid.

- Det er frustrerende ikke at have sin skæbne i egne hænder, selv om man kæmper røven ud af bukserne og træner hårdt hver dag, siger Thorup og tilføjer om Sparvs andet gule kort:

- 15-16 gange i kampen kaldte dommeren to-tre mand hen og bad dem holde op med at bokse med hinanden.

- I denne situation var Sparv indblandet, og så tænkte dommeren, at han hellere måtte give et gult kort og dermed bringe sig selv i centrum.

- Ellers forstår jeg ikke, hvorfor fanden han pludselig gav det kort. Det er min mening, men måske er det derfor, jeg er træner og ikke dommer, siger Thorup, der efter kampen havde fat i dommeren:

- Jeg sagde til ham, at han ikke kunne være det bekendt. Han overvurderede situationen og satte sig selv i fokus. Det var ikke kampen værdigt.

FCM-træneren er anderledes glad for sit holds præstation.

- Jeg har sjældent set et FCM-hold, der skabte så mange chancer. Det eneste, jeg kan klandre spillerne for, er, at de ikke sparker bolden over stregen.

- Samtidigt husker jeg ikke et FCM-hold, der har stået så godt defensivt. Viborg havde stort set ikke en chance, siger Thorup.