Thisted-dreng hædret for foto

Peter Hove Olesen, der kommer fra Thisted, fik i dag prisen Året Pressefoto 2008/2009.

Det er en af fotografernes fornemmeste priser som i dag gik til Thisted-fødte Peter Hove Olesen. Den 33-årige, tidligere Thybo fik prisen ved uddelingen af Årets Pressefoto i dag i Odense.

Pressefotografen der er uddannet som billedjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus har siden 2002 været ansat på Dagbladet Politiken.

228 fotografer havde indsendt 3455 fotografier. Ud over prisen Året Pressefoto fik Peter Hove Olesen også prisen for årets udenlandske nyhedsbillede.

På Politikens hjemmeside fortæller Peter Hove Olesen, at han kun var tre-fire år gammel, da han tog sit første billede med sin farmors kamera.

- Hun havde lagt det på havebordet på mine forældres terrasse, og jeg havde fået forbud mod at røre det. Men jeg kunne ikke lade være. Og så kom jeg til at tage et billede af himlen og det gule udhæng på terrassen, fortæller fotografen om starten på det, der i sidste ende gik hen og er blevet hans levebrød.

Titlen som Årets Pressefotograf gik til Jan Grarup, der også er ansat på Politiken.

10 andre priser blev uddelt i Odense i dag. De fordelte sig således:

Årets nyhedsbillede, Danmark gik til studerende Rumle Tornhøj Skafte.Årets danske hverdagsbillede gik til studerende Maria Fonfara.Årets sportsbillede - action gik til Lars Krabbe, Jyllands-Posten.Årets sportsbillede - feature gik til freelancer Nanna Kreutzmann.Årets portræt gik til Davis Høgsholt fra Getty Images.Åben Klasse gik til Linda Henriksen fra Berlingske Tidende.Visuel journalistisk på internettet gik til Henrik Kastenskov, Fotoco, Mumbai Flying Club.Årets tv-fotograf - dokumentar gik til Jørn Stjerneklar og freelance Stig Stasig.Årets reportage, indland gik til Thomas Lekfeldt, freelancer for Ekstra Bladet.Årets reportage, udland gik til Jan Graup, Politiken.