Sygemeldt chauffør: Vildt at systemet kan være sådan

Chauffør fra Viborg blev alvorligt syg og fik sine tæer amputeret efter et hundebid. Alligevel kan han ikke få erstatning.

Gert Kjærskov lå i koma i 10 dage, efter at han sidste år blev bidt af en hund og fik blodforgiftning.
Gert Kjærskov lå i koma i 10 dage, efter at han sidste år blev bidt af en hund og fik blodforgiftning.
Foto: Privat

Den 50-årige eksportchauffør Gert Kjærskov fra Viborg kan ikke få erstatning, selv om han fik alle tæer amputeret efter en tur til Sverige sidste år.

Og det forstår han ingenting af.

- Jeg synes, at det er vildt, at det danske system kan være på den måde, siger han til TV MIDTVEST.

2:26
Gert Kjærskov fortæller om sit syn på sagen - og hvordan han i dag er påvirket af hundebiddet.

Kjærskov kom galt afsted, da han på turen til Sverige kørte ind på en tankstation for at spise og for at overholde sin kørehviletid. På tankstationen mødte han en kvinde med en hund, og da han ville bøje sig ned for at klappe hunden, blev han bidt.

Hundebiddet betød, at han fik en blodforgiftning, der kunne have kostet ham livet - og lægerne måtte amputere tæerne på begge hans fødder.

Alligevel vil Arbejdsskadestyrelsen ikke anerkende hans sag som en arbejdsskade. Styrelsen mener, at ulykken skete i hans fritid, og derfor kan Kjærskov ikke få erstatning fra arbejdsgiverens forsikring. 

Men det hører ingen steder hjemme, mener hans fagforening 3F, der vil have Ankestyrelsen til at se på sagen.

- Der står klokkeklart i Gerts overenskomst, at han er på arbejde fra han stiger ind i lastbilen ved vognmanden, til han lander hjemme igen. Det er arbejdstid det hele - også kørehviletid og hvis de skal spise. Det får de løn for, siger sagsbehandler Jacob Hestbæk Jensen.

Arbejdsskadestyrelsen ønsker ikke at kommentere en verserende sag.

Det er stadig usikkert, hvornår Ankestyrelsen når frem til en afgørelse. Og imens kæmper Gert Kjærskov stadig med eftervirkningerne af hundebiddet.

Han er netop blev færdig med jobprøvning og håber snart at komme i arbejde igen. Lægerne har vurderet, at han har en arbejdsevne på 40 procent.

- Jeg håber at komme til at køre lastbil igen. Men et er hvad man gerne vil - noget andet hvad man kan, siger han.