Svankjær Efterskole lukker: For få tilmeldte

Svankjær Efterskole lukker: For få tilmeldte

Efterskole i Thy må dreje nøglen om som følge af for få tilmeldte til næste skoleår.

Der tikkede i dag en trist nyhed ind blandt de 33 tilmeldte, som havde set frem til at skulle tage hul på tilværelsen som efterskoleelev i Svankjær efter sommerferien. Grundet for tilmeldte har skolens bestyrelse i dag valgt at lukke skolen, skriver Thisted Dagblad.

- Vi har ikke fået tilstrækkelige tilmeldinger af elever til skoleåret, til at økonomien kan hænge sammen. Det giver ikke mulighed for at give de unge et udviklende og godt skolemiljø med de muligheder, vi som bestyrelse står inde for. Med kun 33 tilmeldte elever er vi ikke i stand til - rent økonomisk at gennemføre et helt skoleår, siger skolens bestyrelsesformand, Preben Pedersen til Thisted Dagblad og fortæller endvidere:

- Det er selvfølgelig en stor skuffelse, at vi er nødt til at lukke så tæt på et kommende skoleår. Skolens personale har udført et stort arbejde med eleverne og har løbende arbejdet med at forny skolens tilbud, men det har knebet med at få nok elever, her i området, selv om Nationalpark Thy er vores nærmeste nabo. Vi beklager den meget ubehagelige situation næste års elever er kommet i, og vi vil så vidt mulig være behjælpelig med at finde en ny skole til dem.

Svankjær Efterskole blev grundlagt i 1977 med afsæt i de kirkelige organisationer Indre Mission, KFUM og KFUK, KFUMs Idræt og Sydthy Y’s Men’s Club.