Surfer-vej gennem fredet område

Surfer-vej gennem fredet område

Surferne fra Cold Hawaii i Klitmøller vil aflaste byen for tung trafik med en ny vej ud af byen. Problemet er, at den skal gå gennem et fredet klitområde.

Surferne fra Cold Hawaii vil lave en ny vej ud af Klitmøller.

- Vi har simpelthen behov for mere plads og et bedre flow med henblik på at udnytte det fulde potentiale i det her tilfælde af Klitmøller og Cold Hawaii, fortæller Rasmus Johnsen, der er talsmand for Cold Hawaii.

Problemet er, at trafikken sander til ved Ørhage, da vejen er blind. Et stigende antal surfere og stor turisttilstrømning skaber trafikkaos i byen.

Vej gennem fredet klitområde

Surferne vil genoplive en 20 år gammel plan fra Hanstholm Kommune ved navn den blå model. De vil bygge en vej fra Ørhagevej i nord og 800 meter ned til Trøjborgvej i syd med løbende parkeringspladser til de mange besøgende.

- I nogle tilfælde kræver det, at man går på kompromis med noget af den natur, som vi alle sammen har en interesse i at beskytte, siger Rasmus Johnsen.

Men den går ikke. Området er beskyttet af adskillige fredningsbestemmelser, som man ikke bare lige sætter ud af kraft.

- Man kan ikke uden videre genskabe en natur, som vi på et tidspunkt har behov for at ødelægge i menneskets interesse, forklarer Ditte Svendsen, som er skovrider ved Naturstyrelsen i Thy.

Nødvendigt at gøre noget

Med en stigende tilstrømning til byen, flere fastboende surfere og 5.000 elever på surfskolen er det nødvendigt med en forbedring af infrastrukturen.

- Der er muligheder nok, og der ligger også plads og områder herude, men det er ligesom kommunen, der skal finde gnisten til det, understreger Jesper Birk, der er indehaver af restauranten, Niels Juel.

Og Thisted Kommune er da også klar til at udfordre fredningsreglerne.

- Jeg er ikke super optimistisk, men det er måske sådan en løsning, der kan gavne vores område, så det er vigtigt at prøve kræfter på en eller anden måde, fastslår borgmester Lene Kjeldgaard (V).

Surferne sætter deres lid til et lovforslag, der lige nu er i høring.

03:46 Luk video