Supercar Sunday i Viborg trækker tilskuere i tusindvis

Flere tusinde bilentusiaster havde taget turen til superbilssamling i Viborg.

Det var de helt dyre biler, der i dag blev vist frem til Supercar Sunday i Viborg i dag. Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Der var hestekræfter og hurtige biler på programmet, da Viborg i dag var vært for Supercar Sunday, der arrangeres af Bilmagasinet.

Normalt er det en ugentlig begivenhed, der finder sted på Sjælland. Men i dag var den altså rykket til det vestjyske - til stor glæde for rigtig mange midt- og vestjyske bilentusiaster.

En af dem, der var mødt op, var Thomas Andersen fra Rødkærsbro. Og han havde taget sin Ferrari til fem millioner med.

- Jeg har en passion for biler, og så har jeg været så heldig, at jeg har haft en økonomisk mulighed for at købe den. Den her Ferrari er mit hjertebarn, siger han om den røde Ferrari. 

Han kunne stolt vise den frem og fortælle, at den bliver flittigt brugt.

- Jeg bruger den faktisk i hverdagene. Hvis jeg skal i Bilka, så kører jeg i den. Og skal jeg ned at handle i den lokale brugs, så gør jeg også det. Jeg har ikke nogle præferencer for, at det kun er i weekenden, jeg eksempelvis bruger den. Jeg bruger den som en hverdagsbil, siger han.

Første gang - men bestemt ikke sidste 

Det var første gang, at Supercar Sunday blev afholdt i det vestjyske, men hos Mikkel Thomsager, der er chefredaktør på Bilmagasinet er der ingen tvivl om, at arrangementet vender tilbage.

- Det kan du være 100 procent sikker på, at vi gør. Vi kommer tilbage. For det har været en kæmpe succes, og det skal selvfølgelig gentages, siger han. 

Mikkel Thomsager kan desuden fortælle, at hovedparten af Bilmagasinets læsere kommer fra Jylland. 

02:31

Der var hestekræfter og hurtige biler på programmet, da Viborg i dag var vært for Supercar Sunday.

Luk video