Studerende fumler med medicin-dosering

Studerende fumler med medicin-dosering

Sygeplejerskestuderende i Thisted har ikke godt nok styr på matematikken. Men de får ikke den nødvendige undervisning, lyder kritikken fra de studerende selv.

Sygeplejerskestuderende i Thisted har ikke godt nok styr på matematikken. Og de får ikke den nødvendige undervisning, der skal til, lyder kritikken fra de studerende selv. Derfor føler de studerende sig slet ikke rustede til at skulle udregne og dosere medicin, når de kommer ud af studiet.

Kan få fatale følger

Hvert år er fejlmedicinering skyld i dødsfald og alvorlige skader på danske sygehuse. Og derfor råber de sygeplejerskestuderende vagt i gevær.

- Mange studerende føler sig usikre på området, og mange studerende har problemer med den her matematik. Og det er et problem, fordi vi står med meget potente stoffer, og det kan slå patienten ihjel, hvis vi ikke kan det her, forklarer Nadja Storm, der snart dimitterer som sygeplejerske fra Sygeplejerskolen i Thisted.

Tre timer på tre et halvt år

Når en læge har ordineret medicin til en patient, så er det sygeplejerskernes opgave at dosere medicinen korrekt til patienten. Og det er hér, medicinregningen skal bruges.

Men på tre et halvt år har de studerende i Thisted kun tre timers decideret undervisning i at udregne og dosere medicin. Og de har efterfølgende ingen eksamen eller prøve i faget. Det samme gør sig gældende på uddannelsen i Viborg og Silkeborg.

Prøve skaber tryghed

På sygeplejerskestudiet i Holstebro har man dog en test i medicinregning som skal beståes med nul fejl. Og det skaber tryghed blandt de studerende.

- Det betyder jo, at vi er nødt til at kunne vores medicinregning hundrede procent. Og det er tryghed for både os og i sidste ende patienterne, lyder det fra Frederik Justesen, der læser til sygeplejerske og også er formand for Holstebro-afdelingen af de Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning.

Uddannelsesstedets ansvar

Uddannelseslederen for Sygeplejerskeuddannelsen i både Thisted og Viborg forstår ikke de studerendes kritik. Udover de tre timers specifik medicinregning indgår faget i følge lederen nemlig også flere af uddannelsen andre forløb og uddannelsen lever dermed op til bekendtgørelsen. Men hun anerkender, at der er et problem.

- Det kan jo ikke nytte noget, hvis de studerende ikke føler sig ordentligt rustet. Og det er selvfølgelig vores ansvar at tilrettelægge uddannelsen, så de studerende bliver ordentlig klædt på til virkeligheden, siger Kirsten Mathiesen Bjerg, der er uddannelsesleder for sygeplejerskeuddannelsen På Via Universuty College i Thisted og Viborg.

Og i virkeligheden, der er det afgørende at have styr på sin medicinregning:

- Det er helt afgørende for en sygeplejerskes arbejde, at vi forstår medicinregning, for det bruger man hver eneste dag. Og vi møder altså mange nyuddannede, der slet ikke er godt nok klædt på i det her, lyder det fra Helle Kjærager Kanstrup, der er 1.kreds næstformand i Dansk Sygepleje Råd i Region Nord, hvor uddannelsen i Thisted hører under.

Uddannelsen skal revideres

I Thisted ønsker de studerende sig en lignende prøve som i Holstebro.

- Jeg er heller ikke ret skrap til matematik. Jeg ville ønske, der var en prøve, så jeg vidste, at jeg kunne det her, forklarer Nadja Storm.

I 2016 er der lagt op til, at hele sygeplejerskeuddannelsen skal revurderes.

De Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning og også Dansk Sygeplejeråd vil pege konkret på medicinregning som et af de områder, der skal styrkes.