Stribevis af sigtelser til sovende mand

Betjentene fandt blandt andet peberspray og stoffer på en 28-årig mand i Holstebro.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Sigtelserne stod nærmest i kø, da politiet onsdag aften klokken 21.21 blev tilkaldt for at tage sig af en beruset person, der lå og sov på Biblioteksstien i Holstebro.

Da betjentene fik den 28-årige på benene og begyndte at visitere ham, fandt de blandt andet en ulovlig kniv og en peberspray, hvilket er en overtrædelse af knivloven og våbenloven.

Men det var langt fra det hele.

På sig havde manden nemlig også en del ulovlige stoffer - fire salgsposer med i alt 10 gram brun heroin, to poser med seks gram skunk, 1,3 gram hash og 60 piller.

Samtidig gik han også rundt med en ny skimaske, nye handsker, fire tallerkener fra Royal Copenhagen og to par solbriller af mærkerne Ray Ban og Berburry.  

- Vi er i fuld gang med at undersøge, om disse ting stammer fra butikstyverier eller indbrud. Samtidig overvejer juristerne, om manden skal fremstilles i et grundlovsforhør, siger politikommissær Knud Lauridsen.