Stort energioverskud i Ringkøbing-Skjern

Vindmøllerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har i 2014 produceret over en milliard kilowatttimer. Nok til at dække energiforbruget i 208.000 danske husstande.

Ringkøbing-Skjern Kommune producerer rekordmange kilowattimer. I 2013 blev der produceret 743.587.954 kilowatttimer og i 2014 kom tallet op på hele 1.082.793.214 kilowatttimer. Det fremgår af Energistyrelsens stamdateregister for vindmøller. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Særligt er det de 22 vindmøller i Nørhede-Hjortmose, som har været skyld i at antallet af producerede kilowatttimer er steget så betydeligt.

Lemvig ligger i spidsen

Lemvig Kommune har lavet en udregning, hvor energiproduktionen fra vindmøller er sat i forhold til indbyggerantallet og antal kvadratkilometer. Udregningen viser, at Lemvig Kommune i marts 2015 lå i spidsen blandt danske kommuner - lige efter kommer Ringkøbing-Skjern Kommune. Og de to kommuner er ene om de to førende pladser - ingen andre kommuner kan nemlig hamle op med de to vestjyske på det område. Ringkøbing-Skjern har ligget i spisen indtil 2014, men siden er der sat seks 3,3 MW-møller op omkring Nees, og det har fået Lemvig til at ligge helt forrest.

- Når man ser på produktion i forhold til indbyggertal og areal, så må vi finde os i andenpladsen. Kommunens areal er vel tre gange så stort som Lemvig Kommune, og vi bor tre gange så mange mennesker i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Henning Donslund, energikonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune.