Stor buskontrol: Politiet vil have sikre busser

​Til årets Vildbjerg Cup var politiet klar til at tjekke busserne.

Politiet ser alvorligt på sikkerheden i de danske busser.
Politiet ser alvorligt på sikkerheden i de danske busser.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Der har været stort fokus på bussikkerhed i den sidste uges tid, og det fik i dag politiet til at stå klar fra morgenstunden for at tjekke de mange busser ved årets Vildbjerg Cup, der startede i dag.

De var dog optimistiske, inden aktionen gik i gang.

- Vi har en forventning og en forhåbning om, at det fokus, der har været på det, det afspejler sig i dagens kontrol, fortæller leder af Tungvognscenter Nord, Claus Kjær-Pedersen.

Ugen har været præget af historier om graverende sikkerhedsfejl på busser landet over.

- Vi gennemgår det sikkerhedsmæssige på busserne, vi kontrollerer bremser, de bærende dele, nødudgange og ligende, fortæller Claus Kjær-Pedersen.

Enkelte fejl

Trods optimismen fra morgenstunden, så var det dog ikke alle busser, der fik lov til at fortsætte i Vildbjerg. De blev i stedet sendt til syn.

Kontrollederen var dog stadig godt tilfreds, efter dagens arbejde i silende regnvejr.

- Jeg er meget tilfreds med det resultat vi har set hernede. Der var så mange busser, der kom fint igennem kontrollen. Der er dog enkelte busser, der lige skal omkring synshallen, men det var forventeligt, fortæller han.

I alt blev 11 busser efterset grundigt og heraf blev tre sendt til syn.

De busser, der blev sendt til syn, skulle køre direkte i synshallen, inden de måtte køre videre.

1:35