Stak med knust flaske

Det kunne være gået helt galt, da en 21-årig mand angreb en anden mand med en knust flaske på et værtshus i Thisted.

En 24-årig mand, der bor i Århus, måtte på hospitalet, efter et besøg på værtshuset Fort Indian i Storegade i Thisted. Her havde en 21-årig mand ved halv tre-tiden i nat set sig sur på den 24-årige. Han knuste en flaske mod kanten af et bord og stak ud efter den 24-årige, der blev ramt ti centimeter under strubehovedet. Her fik han en tre milimeter dyb flænge i halsen, som måtte syes med fem sting. Den 21-årige var meget beruset, da han blev anholdt. I løbet af i dag lørdag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør.