Spillere og trænere ned i løn

På trods af massive besparelser hænger økonomien i Lemvig-Thyborøn Håndbold ikke sammen. Nu bliver spillere og trænere bedt om at gå ned i løn.

Lemvig-Thyborøn Håndbold vil sikre klubbens overlevelse ved blandt andet at reducere lønudgifterne. Det skriver Folkebladet Lemvig i dag. Driften af klubben kan ikke længere hænge sammen.- Vi kan konstatere, at det økonomiske fundament for at drive en eliteklub på samme niveau som hidtil ikke er til stede, siger bestyrelsesformand Halldor Arnarson til avisen.

Vil udvide aktiekapitalen

Lemvig-Thyborøn Håndbold vil desuden styrke egenkapitalen med en udvidelse af aktiekapitalen. Målet er at få tilført en million kroner. Klubben appellerer nu til sine sponsorer og alle andre håndboldtilskuere om at støtte klubbens bestræbelser på at sikre den fremtidige eksistens.