Sov dårligt i 10 år: Sådan kom Randi til at sove godt igen

00:48

Randi Husby har haft søvnproblemer i ti år. Men efter hun begyndte at se psykologen Peter Askou Jakobsen ændrede alt sig. Se hele udsendelsen på Mokka i morgen klokken 19:30.

Sov dårligt i 10 år: Sådan kom Randi til at sove godt igen

En ud af 10 danskere har problemer med at sove. Men der er en løsning. Randi Husby opsøgte landsdelens første søvnpsykolog og fik hjælp.

Det var et helvede at skulle møde klokken seks om morgenen og åbne skolefritidsordningen uden nattesøvn.

På den tredje dag uden søvn varRandi Husby, i Tarpdrup ved Viborg, nogle gange nødt til at melde sig syg, fordi hun nærmest følte sig som en zombie og ikke var til stede. 

Randi har fået nyt overskud, efter hun fik sat sin søvn i system. Foto: TV MIDTVEST

Hun er en ud af 10 danskere, der slås med store søvnproblemer, og for hvem sengen nærmest er blevet en kampzone, hvor hun nat efter nat har kæmpet en brav kamp for at falde i søvn.

Nu har Midt- og Vestjylland fået sin første søvnpsykolog, Peter Askou Jakobsen, og han har travlt.

Onsdag den 15. februar 19.30 kan seerne møde både ham og Randi Husby på TV MIDTVEST i et program med fokus på søvnløshed.

Vågen i flere timer

Randi Husbys søvnproblemer startede, da hun var midt i 40'erne i forbindelse med overgangsalderen. Selvom hun fik hormoner for bedre at klare generne, hjalp det ikke på søvnen. Hun blev ved med at sove dårligt.

- Jeg kunne ligge rigtig længe uden at falde i søvn, og det skete tit, at jeg slet ikke kunne. Jeg spekulerede meget over, hvorfor jeg ikke sov godt, for jeg var jo træt. Og jeg fejlede jo ingenting. Familien har det godt, arbejdslivet er fint. Jeg syntes ikke, jeg havde noget at stresse over, andet end at jeg ikke kunne sove, fortæller Randi Husby.

Når hun havde den tidlige morgenvagt i SFO’en, lå hun flere timer og vendte og drejede sig og tænkte, at nu skulle hun snart op igen, og så ville søvnen slet ikke indfinde sig.

Det var faktisk hendes chef, der gjorde Randi Husby opmærksom på, at der er kommet en søvnpsykolog i Viborg.

Skemalagt søvn

Mødet med psykolog Peter Askou Jakobsen blev vendepunktet i Randi Husbys punkterede  nattesøvn.

Psykologen Peter Askou Jakobsen har travlt. Han er den første søvnpsykolog i landsdelen. Foto: TV MIDTVEST

Allerede efter to besøg fik hun sat sit sovemønster i system blandt andet takket være et skema, hvor alt blev noteret ned: Hvornår hun gik i seng,  hvor lang tid, det tog at falde i søvn, hvor mange gange hun var oppe i løbet af natten , hvor lang tid hun sov.

- Alt sammen noget for at se, hvor meget jeg egentligt sov i løbet af en uge, og så var det meningen, at jeg så skulle sove det gennemsnit, der blev regnet ud på baggrund af mine tal i skemaet, siger hun.

Skemaet kunne hun kombinere med afslapningsøvelser og gode råd om, hvordan man drosler ned henimod sengetid.

Psykologen rådede Randi Husby til at stå op, når hun havde ligget 20 minutter til en halv time i sengen uden at kunne sove. 

Hvis Randi ikke kan sove om natten, så står hun op og strikker. Foto: TV MIDTVEST

- Det har jeg brugt meget. Jeg synes, at jeg gjorde noget aktivt for at komme på ret vej med søvnen. Der var nogle ting, jeg bare kunne gøre i stedet for at blive liggende i sengen og spekulere, så jeg har strikket en del om natten. Jeg flyttede også i en periode ind i gæsteværelset, sådan at jeg kom til at ligge for mig selv og ikke forstyrrede min mand, når jeg stod op. Det gav en anden ro, at jeg vidste, jeg var i gang med et forløb og bare skulle stå op og læse eller strikke lidt, indtil jeg blev træt nok til at falde i søvn. 

Nu går Randi Husby senere i seng og står tidligere op. Til gengæld sover hun godt, den tid hun er under dynen.

- Mit problem havde varet så længe, at jeg tænkte det ville tage år, før det faldt på plads igen, men det kom vildt hurtigt. Som et lille mirakel.

Nu er hun frisk og udhvilet, når hun tager imod en flok børn tidlig om morgenen i skolefritidsordningen.

300.000 søvnpiller

Søvnløshed får 300.000 danskere til hver aften at sluge en sovepille for at falde i søvn og på den måde påvirke deres hjerne kemisk til at få ro. 

En kvart eller halv indsovningspille har været en nødløsning for programmets anden case, Litten Agerbo, Viborg – og først efter flere nætter uden søvn.

Viborg-kvinden har også lidt af søvnløshed gennem 10 år. Problemet begyndte, da hun stoppede på arbejdsmarkedet, og på en ”god” nat kunne det max blive til to til tre timers søvn.

Efter tre nætter på den måde, har Litten Agerbo oplevet, at hun begyndte at tabe ting, og skulle lede efter ord i en samtale.

Jeg syntes ikke, jeg havde noget at stresse over, andet end at jeg ikke kunne sove.

Randi Husby

Også hun har besøgt søvnpsykologen og har fået udarbejdet et skema på, hvornår hun skal gå i seng og stå op. Det system har virket så godt, at hun nu sover seks timer hver nat. Hun står konsekvent op hver morgen klokken seks, og fordelen er nu, at der tit vanker friskbagte boller til ægtefællen, der gerne tager en time eller halvanden mere under dynen.

Den metode, Psykolog Peter Askou Jakobsen bruger, er kognitiv adfærdsterapi mod søvnløshed.

Det er en såkaldt evidensbaseret metode, der er testen og verificeret gennem forskning.

Psykologen guider sine klienter igennem en række psykologiske og adfærdsmæssige ændringer, der fører til bedre søvn.

Han har gennemført et pilotprojekt på søvnklinikken på regionshospitalet i Viborg og er nu startet i egen praksis. Syv ud af 10 kommer med søvnproblemer, og psykologen kan hjælpe 80 procent med at sove bedre. De fleste oplever en forbedring allerede efter fire til seks sessioner.

Peter Askou Jakobsen har givet Randi Husby skemaer, så hun kan følge med i sin søvn. Foto: TV MIDTVEST