Søm-offer udskrevet - nu bliver han fyret

Søm-offer udskrevet - nu bliver han fyret

Det 43-årige søm-offer fra Stea Miljø blev søndag udskrevet fra neurologisk afdeling - nu venter der ham en fyreseddel.

Den 43-årige litauer, der onsdag fik et søm i hovedet på Stea Miljø mellem Hampen og Engesvang, er søndag blevet udskrevet fra neurologisk afdeling og overflyttet til observation på en anden afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Det er fandme heldigt. Det er mere heldigt end heldigt, fortæller Kurt Fiskbæk, der er projektleder ved Stea Miljø.

Lægerne fortæller ifølge Kurt Fiskbæk, at sømmet har ramt lige imellem hjernens to halvdele. Havde sømmet ramt millimeter til den ene eller anden side, var han formentlig død.

Bliver fyret på grund af sikkerhedsbrud

Efterforskernes teori er nu, at manden har forvildet sig om bag maskinen og af uforklarlige årsager slået sikkerhedsfunktionerne fra, så robotten har skudt ham med det 6,5 centimeter lange søm.

- Når han er rask og kommer tilbage på arbejde, så bliver han fyret. Det er ikke til diskussion. Han har brudt sikkerhedsreglerne, og det tolererer vi ikke, fortæller Kurt Fiskbæk.

Udover fyringen vil Stea Miljø indskærpe og tydeliggøre sikkerheden over for de ansatte, så episoden ikke gentager sig.

Det forventes, at den 43-årige vil blive endeligt udskrevet på onsdag. Efter en afhøring ved politiet, rejser manden sammen med sin familie hjem til Litauen.