Søren Hansen bliver ny cheftræner i Mors-Thy

Det bliver Søren Hansen, som tager over efter Jan Paulsen i Mors-Thy Håndbold. Det er tirsdag blevet offentliggjort på et pressemøde.

Søren Hansen - Mors-Thy2
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Når Jan Paulsen efter denne sæson stopper som cheftræner i Mors-Thy Håndbold, bliver han afløst af Søren Hansen. Det blev i dag offentliggjort på et pressemøde.

- Søren har en masse erfaring og håndboldviden fra sin aktive karriere, som han har formået at tage med over i trænergerningen. Når man så lægger hans menneskelige kvaliteter til, ser vi Søren som det rigtige valg for os, siger Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold.

Søren Hansen fungerer i øjeblikket som midlertidig cheftræner for TTH Holstebros damehold, efter at cheftræner Pether Krautmeyer blev ramt af en blodprop.

- Søren har fået muligheden for at komme videre i sin trænerkarriere, og det vil vi ikke stå i vejen for, sagde TTH Holstebro-direktør John Mikkelsen i en pressemeddelelse i går.

Søren Hansen selv ser frem til den nye udfordring.

- Jeg glæder mig til at bygge videre på det gode arbejde, der er lavet i Mors-Thy Håndbold. Jeg har altid nydt at være i Thy hallen og Jyske Bank Mors Arena og opleve den fantastiske opbakning der er til holdet og klubben - både som spiller og træner. Det bliver en spændende udfordring at tage skridtet fra assisterende træner til cheftræner, og jeg ser frem til at videregive mine idéer, erfaringer og oplevelser til en spændende spillertrup og klub, siger Søren Hansen.
 

Søren Hansen har indgået en tre-årig aftale med Mors-Thy Håndbold.