Snacksulten tyv stjal skumbananer

En 22-årig mand fra Skive ville i nat ikke vente på at få sig lidt sødt og begik indbrud i Fakta.

I nat ville en 22-årig sliksulten mand fra Skive ikke vente på butikkerne åbnede, før han kunne få sig noget sødt. I stedet brød manden ind i Fakta på Egeris torv ved at bryde skydedørene op.

Manden forsynede sig med en pose skumbananer og en håndfuld mælkesnitter, inden han stak af igen. Desværre for mandens søde tand var en politipatrulje lige i nærheden og de fik standset tyven, inden han nåede at få stillet sliksulten. Han fik kun spist en enkelt mælkesnitte.

Kendt af politiet for andre indbrud

Fredag klokken 11 bliver den 22-årige fremstillet i grundlovsforhør, da han før har begået lignende kriminalitet. Desuden har han for nyligt fået en dom for indbrud, han ikke har afsonet endnu.

Den 22-årige var spirituspåvirket, da han blev anholdt af politiet.