Skuespillerinde fra Herning hædret i Berlin

Mette Lysdahl fra Herning blev i weekenden kåret som en af fremtidens talenter i Berlin. Hun startede sin karriere i TV MIDTVEST-filmen Guds Børn.

Mette Lysdahl
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Trine Dyrholm var på alles læber, da hun vandt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin. Men det var en 30-årig kvinde her fra landsdelen, der blev kåret som en af fremtidens talenter ved samme filmfestival.

Mette Lysdahl er født i Herning. Hun er uddannet skuespiller i Australien, men lige nu er hun hjemme på besøg hos sine forældre og hunden Victor i Ikast.

- Det er dejligt lige at komme hjem og få lidt ro på og komme hjem til noget, der bare er helt nede på jorden, hvor der ikke er så meget overfladiskhed, og hvor man ikke skal se ud på en bestemt måde. Det er dejligt bare at komme hjem og få et knus. Det betyder meget, siger Mette Lysdahl.

Hun har medvirket i flere end 30 film, og i weekenden modtog hun talentprisen Northern Light Talent 2016. Hun var én af otte unge skuespillere, der modtog anderkendelsen som et stort talent i Berlin.

- Det er sådan lidt uvirkeligt, synes jeg. Jeg var overrasket over, at jeg blev udtaget til det her. Det er jo en udnævnelse, og det svarer lidt til, at man har fået 12 til eksamen, som man kan vise en fremtidig arbejdsgiver, siger Mette Lysdahl.

- Det var en stor ære, og jeg synes, det er lidt svært at forholde sig til, fortsætter hun.

Mette Lysdahl begyndte karrieren som 11-årig i TV MIDTVEST-filmen Guds Børn. Som 30 årig har hun nu fået den store anderkendelse, og ude i fremtiden drømmer hun om Hollywood.

- Jeg vil helst ikke sætte tid på, men lad os nu se, griner Mette Lysdahl, mens hun spøger med, at en sølvbjørn som Trine Dyrholms må være næste mål.