Skive-træner: Det værste jeg har prøvet

Træner Jan Evesby appellerer til, at DHF nøjes med at give Skive en bøde for brug af ulovlig spiller.

120212_Jan_Eversby.jpg

Træneren for Skive FHs håndboldkvinder, Jan Eversby, er meget ked af den måde, som holdets kamp søndag mod Rødovre udviklede sig på.

Skive vandt sikkert over Rødovre og skulle dermed have sikret sig direkte oprykning til ligaen. Men Rødovre nedlagde protest, fordi Skive brugte den unge Majbritt Toft Hansen, der tidligere på dagen havde spillet for klubbens U18-hold - og det er forbudt ifølge DHFs regler.

Jan Eversby har ikke ønsket at lade sig interviewe til et kamera, men han siger, at han ikke kendte til reglen - og at han har det meget skidt med, at det nu kan koste klubben den direkte oprykning.

- At skulle sige det til pigerne var noget af det værste, jeg har prøvet. DHF har muligheden for at give os en bøde, og det må jeg appellere til, at de gør, siger Jan Eversby.