Skimmelsvamp lukker skole for de ældste

Præstelundskolen i Brande har fået skimmelsvamp og det betyder at udskolingen skal finde nye steder at undervise

Præstelundskolen i Brande har fået konstateret skimmelsvamp i udskolingens lokaler, mens resten af skolens område ikke er berørt, det skriver skolen i en pressemeddelelse.

En lærer følte ubehag ved at opholde sig i et af klasselokalerne - og derfor blev skolen undersøgt. Og det skulle altså vise sig at være skimmelsvamp. Det fik Præstelundskolen og skolechefen fortalt fredag eftermiddag den 27/1.

Undersøgelserne er udført af det rådgivende ingeniørfirma OBH-gruppen og deres rapport konkluderer, at skimmelsvampen har et omfang, der gør, at der ikke længere må være elever og lærere i udskolingens lokaler, som bliver spærret af.

Det betyder, at Præstelundskolen ikke har mulighed for at tilbyde skolegang til 7. og 8. årgang i uge 5. Skolen arbejder ihærdigt på at finde en løsning fra uge 6. Resten af skolens område er ikke berørt af skimmelsvamp, og der er derfor ingen ændringer for 0. til 6. årgang, og der er lavet en særlig plan for 9. årgang, som skal møde ind på skolen mandag morgen.

Embedslægen er blevet kontaktet og vil, på baggrund af de tekniske undersøgelser, udarbejde en sundhedsfaglig vurdering, som kan være klar i løbet af 14 dage. Embedslægen understreger, at langt de fleste børn og voksne ingen gener får, hvis de udsættes for fugt og skimmelsvamp, men at man selvfølgelig skal være opmærksom på irritation i øjne, næse, øvre luftveje og hovedpine.

Forældre og medarbejdere er blevet informeret på forældre- og personaleintra, og skolen informerer løbende på egen hjemmeside i takt med, at der lægges information på forældre- og skoleintra, det skriver skolen i en pressemeddelelse.