Silkeborg udnytter Viborg-bommert og snupper førsteplads

Silkeborg scorede to mål i de sidste minutter og vandt 2-1 over FC Roskilde. Viborg smed en sejr mod ti mand.

Silkeborg IF vandt søndag 2-1 ude mod FC Roskilde. Det betyder, at klubben nu topper 1. division, efter Viborg FF smed point hjemme mod Nykøbing FC. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den næstbedste fodboldrække i Danmark fik søndag et nyt førerhold. Silkeborg vandt 2-1 over FC Roskilde i en kamp, hvor alle tre mål blev scoret i de sidste fem minutter. Dermed er Silkeborg på førstepladsen i 1. division.

Læs også Tophold genfinder vindermelodien i 1. division

Den svingende start i foråret fortsatte derimod for Viborg FF, som smed en 2-1-føring mod ti mand og spillede 2-2 hjemme mod Nykøbing FC. Resultaterne betød, at Viborg blev skubbet ned på andenpladsen og væk fra den direkte oprykningsplads til Superligaen.

Viborg-angriberen Andreas Albers bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter syv minutter. Nykøbing FC-spilleren Mathias Kristensen fik udlignet til 1-1 efter 27 minutter.

Ni minutter efter pausen fik Viborgs Mikkel Agger igen sendt hjemmeholdet på vinderkurs med 2-1-målet. Og sejren så ud til at være inden for rækkevidde for Viborg, da Nykøbing-spilleren Nicolai Dohn blev tildelt et rødt kort.

Læs også Konkurrent: Viborg FF bør rykke op

Fire minutter senere lykkedes det Nykøbing trods en spiller i undertal at udligne til slutresultatet 2-2. Det var Nykøbings rutinerede midtbanespiller Søren Christensen, som scorede kampens udlignende mål. Det uafgjorte resultat var godt nyt for Silkeborg, som samtidig vandt 2-1 ude over FC Roskilde.

Silkeborgs Shkodran Maholli blev den store helt, da han først scorede til 1-0 i det 90. minut og dernæst øgede til 2-0 to minutter inde i overtiden. Ved begge Silkeborgs mål manglede markeringerne hos Roskilde, som fik reduceret til 1-2 ved Younes Bakiz i fem minutters overtid.

Silkeborg indtager førstepladsen og den direkte billet til Superligaen med 44 point efter 25 kampe, mens Viborg har 43 point på andenpladsen.

Landsdelens tredje hold Thisted var også i aktion søndag. Holdet fra Thy tabte 1-0 ude til Fremad Amager.

/ritzau/