Silkeborg-træner er begejstret efter stærk premieresejr

Peter Sørensen er meget glad for, midtjyderne slog Horsens i en kamp, hvor gæsterne ellers lagde stilen.

Midtjydernes cheftræner, Peter Sørensen, havde et stort smil på læberne efter kampen, selv om kampen ikke forløb helt som håbet. Foto: Arkiv

Silkeborg IF slog på et sent mål af Nicklas Helenius lørdag AC Horsens 1-0 i sin forårspremiere og rykkede dermed tættere på de eftertragtede pladser i Alka Superligaens top-6.

Midtjydernes cheftræner, Peter Sørensen, havde et stort smil på læberne efter kampen, selv om kampen ikke forløb helt som håbet.

- Jeg er meget begejstret over, at vi kom i gang på denne måde.

- Ikke så meget på grund af spillet, men mere fordi vi var oppe mod et vanskeligt hold, og fordi det var en kamp med mange grader af uforudsigelighed, siger Sørensen og tilføjer:

- Det var første kamp i foråret, og det var vores første kamp på græs i år. Derudover fik Horsens kampen over på deres præmisser. Og det er ment som en anerkendelse af deres måde at præge spillet på.

Jeg synes, vi har bevist, at vi kan nå langt. Vi vinder mange tætte kampe og har stor selvtillid. 

Peter Sørensen, cheftræner for Silkeborg IF

- De skabte mange dueller og nærkampe, og de sendte mange bolde ind i de farlige områder. Men vi matchede Horsens på de ting, som de er dygtige til, og det er jeg meget tilfreds med.

- Vi sad stadigvæk på spillet og vandt chancestatistikken 8-3. Vi er normalt bedre til at spille på en anden måde, end vi gjorde i dag, men vi skabte alligevel rigeligt med chancer til at vinde en fortjent sejr, siger Peter Sørensen.

Tættere på slutspillet

Silkeborg er efter sejren nummer syv i tabellen, men midtjyderne er ikke meget for at snakke om deres muligheder for at komme i top-6 og nå slutspillet.

- Jeg synes, vi har bevist, at vi kan nå langt. Vi vinder mange tætte kampe og har stor selvtillid. Men andre må snakke om top-6, det gør vi ikke selv, siger matchvinder Nicklas Helenius og fortsætter:

- Vi tager en kamp ad gangen og gør de ting, vi er gode til. Vi har et højt bundniveau, er stærke defensivt og har et godt kollektiv. Det skal vi fortsætte med.

Helenius afgjorde kampen på det straffespark, som han selv skaffede efter en duel med Martin Albrechtsen.

- Vi havde fat i hinanden, men jeg gav slip, mens han holdt fast. Han gav dommeren muligheden for at dømme det. Det var en fifty-fifty situation, siger Helenius.

/ritzau/