Bjerringbro-Silkeborg spiller uafgjort mod KIF Kolding

Topholdet Bjerringbro-Silkeborg spillede i dag uafgjort mod KIF Kolding. Kampen endte 27-27.

Arkiv Foto: ANITA GRAVERSEN / Ritzau Scanpix

Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg fik brudt sejrsstimeen onsdag aften.
    
Ude mod KIF Kolding fik Bjerringbro-Silkeborg, der ellers har braget derudaf i ligaen og Champions League, et enkelt point med, da kampen endte 27-27.
    
KIF førte med tre mål ti minutter før tid, men BSV slog tilbage og fik det ene point med hjem.
    
Aalborg Håndbold vandt samtidig 33-23 ude mod Lemvig og lagde sig op på siden af BSV med 18 point for 11 kampe.
    
Efter nederlaget til Skjern i sæsonens tredje kamp har BSV ellers gjort rent bord med lutter sejre.
    
Onsdagens uafgjorte resultat må betragtes som oprejsning for KIF, der blot havde vundet en af de seneste syv kampe i ligaen.
    
Den sejr kom til gengæld mod sidste sæsons mestre fra Skjern Håndbold.
    
BSV kan nu igen vende fokus mod Champions League, hvor det lørdag gælder udekampen mod Chekhovskiye Medvedi.
    
Det danske mandskab er inde i et hårdt program for tiden og kom også ind til onsdagens kamp mod KIF Kolding med en Champions League-sejr over tyrkiske Besiktas i stængerne.
    
KIF var dog alligevel et skridt bagefter i store dele af første halvleg, hvor gæsterne fra BSV i lange perioder var foran med et enkelt eller to mål.
    
Men 18 minutter inde i første halvleg ændrede kampen karakter. KIF's Jens Svane Peschardt bragte for første gang hjemmeholdet foran, og nu var det pludselig BSV, som jagtede en føring.
    
Samtidig var en velspillende Rickard Frisk i målet med til at gøre livet surt for BSV's skytter. Frisk stod med en redningsprocent på over 40 i første halvleg, som Kolding vandt 14-13.
    
Det fortsatte med at være en tæt dyst helt frem til ti minutter før tid, hvor Koldings Andreas Væver på straffe scorede til 24-21.
    
Det lignede en afgørelse på kampen, men BSV sled sig tilbage og fik udlignet, da Mads Øris Nielsen sendte bolden i mål fire minutter før tid.
    
Herefter fulgte en ny stillingskrig, hvor KIF rakte ud efter sejren, men BSV slog tilbage.
    
I sidste minut tog KIF Kolding en timeout, men på det efterfølgende angreb lykkedes det ikke at score.
    
Aalborg Håndbold skulle forsøge at lukrere på et eventuelt pointtab hos Bjerringbro-Silkeborg, og det lykkedes til fulde.
    
Aalborg tog fra mødet med rækkens nummer 11, Lemvig, med en timålssejr.