SF'er til ministre: Er bonusordningen fra Ringkøbing-Skjern lovlig?

Efter Ringkøbing-Skjern Kommune gav en bonus til deres sygedagpenge-ansvarlige, er en politiker blevet i tvivl om, hvorvidt det er lovligt.

Kirsten Normann Andersen, SF, tvivler på, at bonusordningen til de sygedagpenge-ansvarlige i Ringkøbing-Skjern Kommune er lovlig. (foto fra ft.dk) Foto: Steen Brogaard

Lørdag kunne Dagbladet Ringkøbing-Skjern afsløre, at man i Ringkøbing-Skjern Kommune havde belønnet sine sygedagpenge-ansvarlige med et samlet beløb på 100.000 kroner for at spare kommunen for 13 millioner kroner. Det får nu en SF-politiker op af stolen. 

Folketingsmedlemmet Kirsten Normann Andersen tvivler nemlig på, at det er lovligt at belønne kommunens medarbejdere for at nedbringe antallet af sygedagpengemodtagere. Derfor har hun bragt sagen op for tre ministre. 

- Jeg synes, det er rigtigt uheldigt, at man laver aftaler med medarbejdere, der kan tjene penge på at forringe borgernes økonomi. Jeg tvivler sådan set på, det er lovligt. Det må beskæftigelses- og indenrigsministeren svare på, siger Kirsten Normann Andersen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

Læs også Kommunal besparelse udløser pengebonus til medarbejdere

 

Udover beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen fra Venstre og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance bringer Kirsten Normann Andersen også sagen op for sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Hun er nemlig ikke sikker på, at de sygemeldte får den tid, de har brug for. 

- Jeg har længe haft et godt øje til, at hvis ikke kommunerne giver borgerne tid til at blive raske og restituere, er jeg bekymret for, om man risikerer at forlænge folks sygefravær. Hvis man er i job, men sygemeldt, kan det få som konsekvens, at man mister sit arbejde, siger Kirsten Normann Andersen.

Hun vil også have afklaret, om andre kommuner end Ringkøbing-Skjern har samme bonusordning på området.