Sammenlægning: Timing og tryghed store temaer

Flere mener, at timingen er forkert, og at det er utrygt at lægge Struer og Holstebro Kommuner sammen.

kommunesammenlægning debat krydsfelt

Den 3. december skal borgerne i Holstebro og Struer Kommuner stemme om, hvor vidt kommunerne skal lægges sammen. Det sker i forbindelse med, at danskerne skal til stemmeurnerne for at stemme om EU-retsforbeholdet.

Hvis man stoler på meningsmålinger, vil sammenlægningen ikke blive en realitet. Det kan blandt andet være, fordi flere er utrygge, fordi de mener, at timingen er forkert.

I magasinet Krydsfelt har flere givet udtryk for fordele og ulemper ved en sammenlægning.

Timingen skaber utryghed

Flere debattører mener, at timingen er mærkelig. Flere har det synspunkt, at man bør vente, til flere borgere mener, det er en god idé, og at politikerne samtidig på et senere tidspunkt også bør flirte med Lemvig Kommune og dermed skabe en endnu større kommune.

- To år efter, vi har haft kommunalvalget, så kommer der sådan en bombe; det kalder folk det ude i byen. Det kommer for pludseligt. Hvorfor kunne vi ikke have ventet og så have fået Lemvig Kommune med? Spørger Lars Pedersen, der er formand for Struer Handelsstandsforening. 

Den holdning tilslutter et byrådsmedlem fra Holstebro Kommune sig.

- Jeg mener, at timingen er forkert. Jeg afviser ikke kategorisk, at det på et tidspunkt kan blive aktuelt, men fordelen matcher ikke ulemperne på nuværende tidspunkt. Det kan være det kommer til det på et senere tidspunkt, og så mener jeg ikke, det bare skal være Holstebro og Struer. Så skal det være Holstebro, Struer og Lemvig, siger Jens Kristian Hedegaard, Venstre, Holstebro Kommune.

- Der er ingen, der kan spå om fremtiden

En af dem, der mener, at timingen er helt rigtig, er Lotte Littau, der er direktør for Creativ Company og repræsenterer en del af det private erhversliv omkring Holstebro.

- Selvfølgelig kan jeg da forstå utryghed, for der er jo ingen, der kan spå om fremtiden. Sådan er det jo, siger Lotte Littau og fortsætter.

- Jeg siger ja, fordi jeg tror netop, at der er ingen, der kan spå om fremtiden. De muligheder og udfordringer, som fremtiden vil bringe kan vi løse stærkere ved, at vi både som borgere og virksomheder står sammen.

Struers borgmester tog første skridt

Det var Venstreborgmester i Struer Kommune Mads Jakobsen, der kom med ideen om at slå de to kommuner. 

- I Struer har vi siden kommunesammenlægningen (kommunalreformen 2007, red.) mistet 1800 borgere og en del arbejdspladser. Vi er på vej ud af finanskrisen, og tingene går fremad igen. Men Struer har stadig nogle udfordringer, siger Mads Jakobsen, borgmester, Venstre.

De samme udfordringer genkender Mads Jakobsen i Holstebro Kommune og i det hele taget i det øvrige Vestjylland. Det er derfor, at han gerne ser Struer- og Holstebro Kommuner slået sammen.

- Mit svar på det er, at når vi har fælles udfordringer, så løser vi dem bedst i fællesskab. Og det er derfor, jeg siger, at vi er stærkere sammen, siger Mads Jakobsen.

Samarbejde i stedet for sammenlægning

Grethe Hestbech fra SF har været en del af Struer Kommunes byråd siden 1998 og har også været i byrådet i periode i 1980'erne. Hun er imod sammenlægningen.

- Jeg vil gerne, at Struer bliver ved med at være en selvstændig kommune, og så kan vi samarbejde, når vi har de samme problemer. Og det gør vi for øvrigt allerede i dag, siger Grethe Hestbech.

- Jeg ønsker, at vi skal have en kommune med vores eget byråd, vores egne politikere og vores egen administration i Struer. Ellers er det ingen by, så er det bare en forstad til Holstebro. Og det ønsker jeg ikke, siger Grethe Hestbech.

Sammenlægning vil gøre begge stærkere

Begge borgmestrer i kommunerne er enige om, at det er en god idé at slå pjalterne sammen.

HC Østerby ser fornuft i, at Mads Jakobsen rækker ud efter Holstebro Kommmune.

- Der er ingen tvivl, at vi skal snakke visionstanken her, og hvor skal Nordvestjylland være om 10, 15 og 20 år. Konkurrencen er enormt stor i forhold til at tiltrække arbejdskraft. Det bliver sværere i de kommende år, og der vil vi stå stærkere sammen, siger HC Østerby, Soc.dem, Holstebro Kommunes borgmester . 

 

58:03
Torsdag den 3. december stemmer omkring 17.000 borgere i Struer og knap 45.000 i Holstebro om, hvorvidt de to kommuner skal blive til en. Argumenterne både for og imod er mange.