Sædkontrakter: Prisstigning er helt bevidst

Priserne på ornesæd stiger for nogle landmænd, og det er helt bevidst, forklarer DanAvl, der affærdiger kritikken fra Danske Svineproducenter.

- Det er et helt almindeligt kommercielt redskab at lave forskellige bindingsperioder med tilsvarende økonomiske fordele for kunderne afhængig af bindingsperioden. Vi ønsker ikke at tvinge nogen til noget. Tværtimod. Markedet afgør hvilke tilbud, kunderne vælger, og vi har stor tiltro til vores produkter og serviceydelser, siger Thomas Muurmann Henriksen.

Det er helt bevidst, at nogle svineproducenter bliver ramt af prisstigninger på genafgifter, forklarer DanAvl til Landbrugsavisen. Fredag var formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, ude med en kritik af DanAvls nye kontrakter i forhold til leveringen af ornesæd.

Derfor valgte han at kontakte konkurrencestyrelsen, da han mener, at DanAvl udnytter deres dominerende rolle på markedet.

- Der er benyttet en fremgangsmåde, som er helt urimelig, og indholdet i kontrakterne er også helt urimeligt, sagde Henrik Mortensen i en pressemeddelelse fredag.

De nye genforsyningskontrakter fra DanAvl har dog været længe undervejs, forklarer firmaet. I 2015 blev det besluttet, at forretningsmoddelen skulle laves om til en abonnomentordning.

- I forbindelse med etableringen af DanAvl P/S er det helt naturligt, at vi effektuerer de beslutninger, der allerede ligger i forbindelse med den nye forretningsmodel. Nu lukker vi et hul, der har givet nogle svineproducenter mulighed for at få genetikken meget billigt på bekostning af kollegaerne, udtaler Søren Søndergaard, bestyrelsesmedlem i DanAvl P/S, i en pressemeddelelse.

Henrik Mortensen bliver selv ramt af DanAvls nye model, og han forventer at han på en 12 måneders kontrakt vil få en prisstigning på 60 procent.

- Henrik Mortensen er en af dem, der bliver ramt af modelændringen, men det er jo netop hensigten at den suboptimering skal stoppe, idet den medfører, at andre kunder betaler forholdsvist mere", siger, Thomas Muurmann Henriksen, administrerende direktør i DanAvl P/S, til Landbrugsavisen.

Hvis man fortsat vil have ornesæd fra DanAvl i februar skal de nye kontrakter underskrives inden slutningen af måneden. 

Læs også Sædkontrakter: Danske Svineproducenter klager til Konkurrencestyrelsen